Gudstjenester / Forklaring til kirkeåret / Helligtrekongertiden

 

Kirkebladet er på nettet
- læs det her -

Helligtrekongertiden

Helligtrekongertiden er perioden frem til fasten og evangelieteksterne handler mest om Jesu barndom og hans fremståen som Guds søn. 6. januar er Helligtrekongersdag og hvis Nytårsdag ikke er en søndag, er der plads til Helligtrekongers søndag. Den blev tidligere kaldt "trettende dag jul" og markerede julens afslutning.

 

Helligtrekonger den 6. januar

Vi hører om "de vise mænd fra Østerland", som traditionen har gjort til konger og sat antallet til tre - og oven i købet givet navne: Kasper, Melchior og Baltazar. De skulle komme fra hver sin verdensdel. Den ene fremstilles på billeder altid som sort. På den måde er de et billede på, at alverdens folkeslags konger kommer for at hylde "kongernes konge." Historien er dramatisk, for i deres menneskevisdom søger de den nyfødte konge på kongeslottet hos kong Herodes i Jerusalem. De vise mænd har gaver med, guld, røgelse og myrra, og her finder vi begrundelsen for, at vi giver hinanden julegaver.
 

At fejre helligtrekonger

Oprindeligt var julefesten og festen for de tre hellige konger blandet sammen. I højmiddelalderen blev de to fester imidlertid nøje skilt for først op i vor tid igen at sammenføjes. Julen blev fejret som en inderlig glædesfest for familien og de nærmeste, mens den afsluttende fejring af begivenheden med de hellige tre konger blev fyldt med den gavegivning og de løjer, vi i dag forbinder med juleaften. En skelnen, der i øvrigt stadig findes i dele af Sydeuropa, især Spanien. Centralt var her kirkernes og skolernes opførelse af det middelalderlige skuespil med det forudgående stjerneoptog gennem byen om aftenen den 5. januar. Her i processionen førtes en stjernelygte sat øverst på en stang og som kunne drejes rundt, mens tre præster udklædt som de tre konger fulgte efter. Optoget kaldtes da også „at løbe med stjernen". I optoget blev sunget de mange gamle stjernsange som vekselsang (Et barn er født i Betlehem er et eksempel herpå). Når vi i dag synger om at vi går til Betlehem på "stjernetæpper lyseblå" skal det sikkert forstås meget konkret som en scenografisk anvisning! Efter optoget var det så i øvrigt tid til at tænde det trearmede helligtrekongerslys og spise endnu et storslået festmåltid samt den „kongelige kage", som var bagt til lejligheden og som indeholdt en bønne eller en mønt. Den som vandt, fik lov at bestemme resten af aftenen som konge eller dronning. Skikken med at fejre Helligtrekongers aften gled lidt efter lidt i glemmebogen til fordel for jul og nytår. I flere andre lande kaldes dagen epifania. Det betyder åbenbarelse. For meget længe siden fejredes epifania som Jesu fødselsdag og i flere østerlandske kirker regner man stadig epifania som julens store dag. Gennem indvandrerkirkerne er den måde at fejre jul på også nået til Danmark, hvilket gør dagen spændende i fremtiden.
 

Kyndelmisse 2. februar

Fyrre dage efter fødsel blev Jesus fremstillet i templet. Ifølge Det Gamle Testamente var kvinden uren i fyrre dage efter fødslen, og når den periode var forbi, blev der bragt et offer i templet. Ordet kyndelmisse betyder lysmesse (jf kandelaber), og fra gammel tid blev de hånddryppede lys, som skulle lyse i familien resten af den mørke tid, velsignet ved en gudstjeneste i kirken. Kyndelmisse havde også sin betydning, fordi den markerer midtpunktet i vinteren, dvs. midt mellem 1. november og 1. maj. Den dag måtte man tilse, at dyrene ikke havde spist mere end halvdelen af vinterforrådet. I overført betydning standser man op midt i vinterens mørke og overvejer, om man har forråd af lys til at klare den sidste halvdel af vinteren.
 
Når vi i vores kirke fejrer kyndelmisse, må vi lægge vægten på, at den er som et genskin af julen. I julen hører vi om lyset som sprængte mørket, oplyste ethvert menneske og viste det nåden og sandheden. Det genskin, den genfortælling giver mening at blive mindet om midt i den lange og mørke vinter, hvor længslen efter lys og varme er størst.
 

Vinterens midtpunkt

Kyndelmisse var i ældre tid en vigtig mærkedag i bondens kalender. Det var vinterens midtpunkt og således tid til at gennemgå lo og lader for at få styr på foderbeholdningen. Oprindeligt begyndte aftenen med, at et nyt bål blev tændt med fyrtøj, altså en ren ild. Dette skete udenfor kirken et stykke væk. Denne nye ild blev derefter velsignet, hvorefter hver enkelt familie tændte deres allerede indviede lys hermed. Herfra begav folk sig i procession til kirken. De således indviede lys repræsenterede en stor skat i hver enkelt familie. De blev derfor først og fremmest tændt, når der var tordenvejr eller ved anden stor fare. Ligesom de blev tændt ved barselssenge, dødslejer eller alvorlig sygdom.
 
Kilde: "Kirkegang for begyndere, Roskilde stift"
Den Danske Folkekirke i Stenlille og Stenmagle sogne - Sognepræst Maria Hjort - Tlf. 5780 4054