Kirkebladet er på nettet
- læs det her -

Faste

Fasten er optakten til påsken, og der knytter sig mange traditioner til denne tid. Før reformationen var der påbudt faste i denne 40-dages periode, som en indlevelse i Jesu lidelse og død.
 

Førfastetiden

Fastetiden indledes af førfastetiden, som er de søndage som har de mærkelige navne: septuagesima, som er latin og betyder "halvfjersindstyve dage før påske" og seksagesima, der betyder 60 dage før påske - og den lidt mere fortroligt klingende fastelavnssøndag.
 

Fastetiden

De sidste 40 dage inden påske er den egentlige fastetid.
Sidst i fastetiden ligger Mariæ Bebudelsesdag, som fejres som den dag, hvor Maria blev fortalt af englen Gabriel, at hun skulle føde Jesus. Vi er altså ca. 9 måneder før jul, og dermed er dagen mere i familie med jul end med påske.
 

Fastetidens gamle navne

Askeonsdag ligger i ugen efter fastelavnssøndag. Den følger efter blå mandag og fede (hvide) tirsdag og har siden 700-årene været den dag der indledte fasten. Oprindeligt var det kun de virkelig bodspålagte, der optrådte i „sæk og aske", men senere blev det hele menigheden, der optrådte som bodssøgende. Det middelalderlige ritual bestod i, at de angrende troppede op foran kirkedøren med bare fødder og klædt i groft sækkelærred. Herefter blev de ført ind i kirken af biskoppen mens de syv bodssalmer blev fremført. Derpå lagde biskoppen hænderne på de bodssøgende og overstrøede dem med indviet aske, hvorefter de som Adam og Eva udvistes af gudshuset under offentlig opremsning af deres synder og den derfor pålagte bod. Endnu i dag er askeonsdag en betydningsfuld dag i den katolske kirke. På denne dag, såvel som Langfredag er der dekreteret, at fasten ubetinget skal overholdes. Og under netop denne dags gudstjeneste tegnes der af biskoppen et askekors på panden af menighedens medlemmer.
 

Kulinarisk afgrænsning

Men hvad vil det egentlig sige at faste? Tradition herfor findes i de fleste større religioner og således også i den kristne kirke. Allerede fra det andet århundrede er der spor af at bestemte tilbagevendende fastedage: onsdag og fredag forlanges overholdt. Oprindeligt var det tradition kun at spise et sent måltid på fastedagene, men lidt efter lidt blev fasten mere til et spørgsmål om, hvad man spiste. Forbudt var indtagelsen af kød, mejeriprodukter samt vin og olie til hvilken liste den græsk-ortodokse kirke også traditionelt føjede fisk (men ikke skaldyr). I vores del af Europa var fisk dog ikke på den forbudte liste. Rige mennesker forsøgte selvfølgelig at omgå reglerne, dels ved at få særtilladelser fra pavestolen, dels ved at finde på retter, der lignede den ægte vare: mandelmælk i stedet for mælk, og hval-, sæl- eller skildpaddekød for at tilfredsstille trangen til kød. Hovedbestanddelene i kosten var dog brød, korn, bønner, linser og ærter i utallige udgaver ligesom traditionelle fasteretter var supper, grød, vafler, pandekager og brød, der med lidt fantasi kunne fyldes med hvad som helst, der var blevet tilovers. Hertil føjede sig så fiskeretter og frugtkager for at mildne lidt på det hele.
 

Fastens egentlige betydning

Fastens egentlige formål var dog aldrig blot at spise bestemte fødevarer og afholde sig fra andre. Snarere var det omtanke og økonomisering på et mere sjæleligt plan der var pointen. Fasten var tiden til eftertænksom besindelse. Har vi gjort det godt nok i det forløbne år? Gør vi det godt nok i det daglige? Hvordan kunne vi blive bedre mennesker? Det er de overvejelser, som fastetiden stadig lægger op til. For at kunne gennemtænke sit liv på en ordentlig måde er det imidlertid nødvendigt, at der ikke er for meget rundt om en, der forvirrer. En af de oprindelige årsager til at faste var da også først og fremmest at sørge for at fjerne al forstyrrelse udenom. Ved at klare sig med så lidt som muligt blev det nemmere at fokusere på det, der var væsentligt. Faste var disciplineret afholdenhed fra datidens væsentligste adspredelse: god mad i overflod, fordrukkent sludder og slåskampe i sidegaden. Faste var derfor afholdenhed, men også oprydning.
 

Faste for det moderne menneske

Det er vigtigt at slå fast, at fasten ikke er bodsøvelse. Hvad vi gør i fasten, gør vi ikke for Guds, men for vores egen skyld. Vi forsøger at nærme os Gud ved at finde det sande, værdifulde og gode liv. Dertil har vi brug for at sætte os uden for den støj og den travle hverdag som normalt omgiver os og give plads for eftertænksomhed. Det er således snarere kampen mod synden i vores liv, vi skal føre, end det er kamp mod kalorier og fråds. De færreste moderne mennesker er syndsbevidste. Man kan nok både se ubalance, ødelæggelse og ufred i det liv der omgiver en, men den enkelte skal ikke nyde noget af at påtage sig ansvar og skyld. Ikke desto mindre er der i fastetiden god lejlighed til at pege på de ting i livet, som skiller mennesker fra hinanden og mennesker fra Gud. Tankeløshed, letsindighed, selvoptagethed og fortvivlelse er blot nogle af årsagerne til at synden kommer ind i verden. Det jeg gør, når jeg ubevidst krænker en anden, kan føre til yderligere krænkelse af et medmenneske og således forplanter det onde sig som ringe i vandet.
 
Kilde: "Kirkegang for begyndere, Roskilde stift"
Den Danske Folkekirke i Stenlille og Stenmagle sogne - Sognepræst Maria Hjort - Tlf. 5780 4054