Om kirkerne / Mere om Stenlille kirke

 

Kirkebladet er på nettet
- læs det her -

Strejftog ind i Stenlille kirkes historie

Af Ole Wattne, marts 2005 (bragt i forkortet udgave i kirkebladet 2/2005)

Indledning

Når man på få sider skal forsøge at fortælle Stenlille kirkes historie, kan det kun blive et strejftog. Jeg skal forsøge at fortælle om de mest interessante og spændende ting. Måske noget man til daglig ikke tænker over, eller måske slet ikke aner noget om. Kirken ligger på nordsiden af et mindre bakkedrag i den østlige udkant af den gamle landsby, som nu er en større stationsby.

Kirkegården

Udsnit af Stenlille kirkegårdKirkegården er udvidet flere gange, og den oprindelige kirkegård har uden tvivl været temmelig lille. Murene er antagelig bygget omkring 1875, og delvis fornyet i 1968. De nyeste udvidelser mod syd afgrænses af levende hegn.

Bygninger på kirkegården

1890-91 opførtes et ligkapel midt på sydmuren. Den nygotiske bygning af røde munkesten er identisk med bl. a. Niløse kirkes kapel. Kirkens toiletter er 1968 indrettet i et tidligere brændselshus. Et redskabshus er opført 1970 som afløser for det beskedne rum i ligkapellets sydende. I 1665 omtales et kalkhus, som nu er forsvundet.

Kirken

Kirken består af kor og skib fra 1100-årene med levn af et oprindeligt tårn. I senmiddelalderen tilføjet to bygninger: et større tårn i vest samt i nord et kapel, der længe har fungeret som våbenhus. Den oprindelige norddør kunne ikke mere bruges som Klokketårnet i Stenlille kirkeindgang til kirken, da man uden om norddøren byggede kapellet. Men hvordan kom man så ind i kirken, kan man spørge?. Jo, der var en syddør. Alle gamle kirker havde en norddør, kvindedøren og en syddør, mandsdøren. Den tidligere syddør kan svagt spores under vinduet overfor den nuværende indgang. Sporene ses kun indvendig og er dækket af panelerne.

Kirken har haft et mindre smallere tårn. Det giver sig nu kun til kende ved den fortanding af granitsten, som kan ses i tårnrummet.
Endnu i romansk tid, rimeligvis en gang i 1200-årene, er korets østvæg blevet ombygget. Ombygningen skyldes næppe pladshensyn, da det kun drejer sig om få cm, men er snarere foretaget p.g.a. problemer med stabiliteten, muligvis en faldefærdig apsis. Senere i middelalderen er der indbygget hvælv i kor og skib. Ældst er korhvælvet, som efter typen at dømme stammer fra 1300-årene.

Senere reparationer og ændringer

Igennem årene er der foretaget mange reparationer. I 1661 skete en alvorlig stormskade, hvor taget var blæst ned, foruden at hvælv og søndre mur var beskadiget af nedstyrtet tømmer. 49 af stiftets kirker ydede hjælp til udbedring af disse skader. Omkring 1759 blev den grundig repareret af ejeren, grev Johan Ludvig Holstein-Ledreborg. For at bringe kirken, og andre af Sorø Akademis kirker, i pagt med den nye kunstarkæologiske ånd, skete der i anden halvdel af 1800-årene en del ændringer. Den seneste fandt sted i 1869-70, hvor alle kirkens mure blev helt afrenset, samtidig blev de to store rundbuede vinduer indsat i skibets sydmur. Antagelig er våbenhusets døre blevet fornyet ved samme lejlighed. Som kirken står i dag er den afgørende præget af disse restaureringer i sidste halvdel af 1800-årene.

Kalkmalerier

Parti af kalkmalerier fra våbenhuset i Stenlille kirkeI 1883 fandtes i korbuen og våbenhus spor af kalkmalerier, som blev afdækket og undersøgt. I våbenhuset blev de fleste malerier fundet bevaringsværdige, dog blev en del overhvidtet i 1961.
På korbuen er også en del overhvidtet. Tilbage er overkroppen af Sankt Mikael, som er malet som et sidealterbillede. På korbuen fandt Kornerup tillige fragmenter af den tronende Kristus, som også er bevaret. På korbuens nordlige vange er malet ”Lavr---vs”, og henviser til Sankt Laurentius.

Inventar

Bortset fra, at farveholdningen er ændret fra egetræsmaling til lysegrå og siden til, ikke særlig muntre, brune farver, står inventaret med det præg, det fik ved restaureringen i 1859. Altertavle og stolestader udførtes dengang helt i nyt af arkitekt Chr. Hansen, og dele af prædikestolen blev samtidig fornyet.
I 1860, da altertavlen skulle fornyes, foreslog kapellanen, at en gipsafstøbning af Thorvaldsens Kristusfigur blev opstillet som alterprydelse, men biskoppen og inspektoratet foretrak en ny altertavle, og det er så den vi ser i dag. Maleriet, udført af Jørgen Roed, og illustrerer til bibelens ”Matthæus 18, v12”. Alterbordet er af munkesten og blev 1865 flyttet lidt længere ind i kirken, d.v.s. væk fra østvæggen, for at skaffe plads til præstens stol bagved alteret.

Alterbordsforsiden er antagelig fra 1700-årene med tre fyldninger med blågrøn marmorering, gavlene mod nord og syd har malede fyldninger. Det bemærkes i 1837, at alteret var beklædt med rødt fløjl med guldtresse, ”hvilket ikke forhen har fundet sted”, endnu i 1862 omtales det røde fløjl.

Sct. Laurentius i Stenlille kirke

Den 1 meter høje træfigur forestiller Sankt Laurentius, fremstillet omkring år 1300. Laurentius har ført en omflakkende tilværelse i kirken, men blev i 1915 flyttet hen på sin nuværende plads til venstre for indgangsdøren. Et glasmaleri, der forestiller Peters fiskedræt, er fra 1913, og var oprindelig anbragt i korets sydvindue, men er siden flyttet til skibets nordvæg. Det gamle korbuekrucifiks fra o. 1325-50 har, som navnet siger, hængt over korbuen, men har fået sin nuværende plads til højre for skibets nordvindue.

Prædikestolen i Stenlille kirkeSelve prædikestolen er fra 1586, men blev 1859 flyttet til sin nuværende plads. I baroktiden var det meget almindeligt at sætte prædikestolen over alteret. Det skulle symbolisere, at ordet og sakramenterne hang nøje sammen - at alt fik sin betydning af Guds ord, som det blev udlagt fra prædikestolen. Sakramenterne er nok stadig hellige handlinger i den lutherske kirke, men det er ordet, der gør overøsningen med vand eller modtagelsen af brød og vin til et sakramente. I sig selv er disse handlinger ingenting. For nu at ”løfte” ordet fandt man på at bygge vældige lektorieprædikestole i form af pulpiturer, der gik tværs over korbuen. Man kunne således ikke komme op til alteret uden at gå under Guds ord.
Med sikkerhed ved vi, at der blandt en del kirker, har været et sådant pulpitur i Stenlille kirke. Morsomt nok, når det nu er relativt sjældent, har der også været et pulpitur i Munke-Bjergby kirke.
Efterhånden mente man dog, at disse pulpiturer fyldte for meget, og at de opdelte kirken i to rum, så man begyndte at fjerne dem igen.
Døbefonten er af granit og jævnaldrende med kirkens ældste bygningsafsnit. I 1886 ønskede man at flytte fonten frem i koret, så den blev mere synlig. Dåbsfadet er fra omk. 1550, sydtysk arbejde i messing, i bunden en drevet fremstilling af syndefaldet. I dette fad står et mindre fad, ligeledes i messing fra 1800-årene.
Omkring 1862 anskaffedes en dåbskande i tin og er stemplet Hans Høy.
De to store alterstager er senmiddelalderlige, hvorimod den syvarmede stage midt på alteret, en såkaldt ”Grundtvigsstage”, er nyere, fremstillet af Lauritz Rasmussens broncestøberi.
Alterskranken er mage til dem i Niløse og Tersløse og er fra 1864. Den afløste et bueformet jerngelænder.

Kirkesølvet

Kalk og disk er fra 1833 og oblatæsken fra 1892. Alterkanden er fra 1922. Pengeblokken af træ beslået med jernbånd bruges ikke mere, og i stedet er opsat to messingpengebøsser fra 1900-årene af messing.

Orglet i Stenlille kirke

Orgelet er fra 1950 og afløste et tidligere orgel fra 1861, der kom til Benløse kirke og siden i privateje.
Præstetavlen fortæller om præsterne, der har været ved kirken, lige fra 1471, hvor Jens Mortensen var den første præst, som vi kender ved kirken.

Bygningsdetaljer

Over døren til våbenhuset er et skægget mandshoved skåret i kridtsten. Sådanne skulpturer har til alle tider vakt undren. Disse stenansigter findes især i Nordjylland og på de sydlige øer. Stenansigt i Stenlille kirkeDe sidder normalt på ydersiden, eller inden døre ved triumfbuen. ”Vores” ansigt er åbenbart lidt utraditionelt, både med hensyn til den geografiske beliggenhed, og den bygningsmæssige placering.
Den folkelige forklaring på disse ansigter er, at det er kirkebyggeren, der har villet gøre lidt reklame for sig selv. Også blandt kirkernes kalkmalerier optræder, ikke sjældent, ”Stifterbilleder”.

”Nu ringer alle klokker mod sky”. Lad den første linie i Ingemanns dejlige Påskesalme være indledningen til afslutningen af dette strejftog. Vi begyndte ude på kirkegården, og fortsatte i kirken. Nu går vi op i tårnet til klokkerne. Her hænger to klokker, den ene er middelalderlig antagelig fra sidste fjerdedel af 1300-årene. Der er ingen indskrift, men to støberrmærker. Den anden klokke er støbt 1757 bærer en indskrift, der lyder: ”Hr. Iohan Ludvig Holstein Greve til Ledreborg Ridder og Frue Helvig Wind anno 1757”. I 1528 blev der afleveret en klokke som klokkeskat. Det var en skat, som Kronen indførte, idet man manglede malm til støbning af kanoner. Man har så åbenbart i over to hundrede år kun haft en klokke, indtil Grev Holstein i 1757 skænkede omtalte klokke.
Disse klokker har nu i mange hundrede år ladet deres malmfulde røst lyde ud over sognet, hvad enten der blev kaldt til død eller fest, krig eller fred.
Den Danske Folkekirke i Stenlille og Stenmagle sogne - Sognepræst Maria Hjort - Tlf. 5780 4054