Om kirkerne / Mere om Stenmagle kirke

 

Kirkebladet er på nettet
- læs det her -

Mere om Stenmagle kirke

De kirkelige forhold i Stenmagle sogn

Af Holger Jørgensen

Trykt i Årbog For Historiske Samfund For Sorø Amt, bind 72 (1985) og bragt her med forfatterens tilladelse

Stenmagle kirkes ejerforhold gennem tiderne
I tiden fra vikingetidens slutning omkring år 1000 og de næste 200-300 år har Stenmagle sogn nok især været præget af:

   1. Meget stor stigning i befolkningstallet og udflytning til nybyggerbyerne Assentorp og Nyrup.
   2. Bygning af en kirke, først i Stenlille og senere i 1100-tallet i Stenmagle.

Dette sidste har ikke alene været en stor byggeopgave, men en ændring i menneskenes måde at leve og tænke på - ændringer, der i vikingetiden havde den tankegang, at et liv i krig og en død for sværdet var en ærefuld død - og til den kristne tankegang fra de ti bud: Du må ikke slå ihjel, og du må ikke begære en andens ejendom. Fra vikingetidens slutning sker der også en ændring i de sociale forhold, idet vi må tænke os, at der har ligget en storbondegård, (Stenmaglegård - Øxneskov), med tilhørende hus med og uden jord i en lang gade ud fra godset, men med et betydeligt afhængighedsforhold til denne gård.

Da kirken blev bygget blev der to herrer (Gud og storbonden), og der opstår en kamp om magt og indflydelse. Efter at munkene fra Sorø kloster fik ejendomsret over Stenmagle by i 1293 har storgården i Stenmagle nok hurtigt udspillet sin rolle. Munkene overtog byen og gården, men ikke kirken og dens jord. Kampen om magt og indflydelse fortsætter - nu mellem kirken (Roskilde bispestol) og munkene (Sorø kloster). Denne kamp om magt fortsætter i flere hundrede år endnu - f.eks. ansatte kirken præsterne, mens Akademiet ansatte skoleholderne, da man fra 1732 fik skole.

Stenmagle kirke har i tidens løb skiftet ejere. Kirken er bygget i 1100-tallet - ingen ved af hvem, men det er nok mest sandsynligt, at det er byens befolkning i fællesskab. Senere er Stenmagle Gård måske trådt til som kirkepatron, inden Roskilde bispestol overtog kirken. I midten af 1400-tallet ejes kirken af Roskilde bispestol. Vi ved, at da præstegården brændte under Oluf Lauridsens præstetid, var denne under Roskilde bispestol.

De to kirker (Stenmagle og Stenlille) er senere blevet solgt. I 1709 hedder kirkepatronen Ejler Jacobsen Ejlers og hans hustru hedder Karen Drostrup. I kirken findes nemlig ”en liden udgraveret oblatæske”, (nævnt i skødet år 1800).

Senere er kirken sammen med Stenlille kirke solgt til ”kongelig majestæts bestalter kaptajn af infanteriet” Jacob Mathias Kleve. Kleve sælger de to kirker i december 1726 (approberet jan. 1727) til justitsråd Lauritz Kreyger for 4000 rdl. (Er det den samme justitsråd, som blev afskediget i 1726 ”som overbevist om bestikkelse”?)
En betingelse ved salget er: ”…de tvende af mig udgivne kaldsbreve til præste- og degnekaldet til mine tvende sønner, Joseph og Benjamin Larsen Aagaard, og af hans majestæt konfirmeret, ved magt bliver, og at jeg og min hustru nyder begravelse under alteret i Stenmagle kirke.” Vi ved om de samme to personer, at præsten var sindssyg og at degnen var ”studsig og enerådende”. De har altså ikke kunnet afskediges.

Kirkerne blev senere (11. juli 1731) solgt til Oberst Schack til Kongsdal (tilholdssted for det af Chr. V. oprettede sjællandske rytterregiment). Dennes enke Hybolita Maria Chathrine von Bülow sælger de to kirker i 1752/53 for 23.000 rdl. til Johan Ludvig Holstein, greve til Ledreborg. Skødet opremser alle de store og små stykker, der hører til kirkerne. En betingelse ved skødet er ”at studiosus Nicolai Brorson, som sussederer nuværende sognepræst for bemeldte Stenmagle og Stenlille menigheder hr. Søren Wiehardt, når han ved døden måtte afgåe, i alle måder bliver i sin fulde kraft”.

I 1750-erne købte grev Christian Frederik Holstein-Ledreborg (søn af Johan Ludvig Holstein) Bonderup gods af geheimeråd Holger Skeel. Da Ledreborg i 1760-erne kom i økonomiske vanskeligheder på grund af et stort byggeri og haveanlæg solgtes Bonderup i 1766 til herredsskriver, senere overauditør P. Larsen Wiihm, som blev ejer1766-1796. Stenmagle og Stenlille kirke blev også solgt til Bonderup (antagelig 12. juli 1771). Kammerjunker Tonnes Christian Bruun Neergaard købte Bonderup i 1796 og 1. november 1800 solgtes de to kirker til Sorø Akademi for 16.466 rigsdaler, 5 mark og 9 skilling, nemlig for 25 rigsdaler pr. td. ”kirketiende-ydende ager og eng og skov skyldshartkorn”, hvilket for Stenmagle kirke var 441 td. 3 skp. 3 fj. Og for Stenlille kirke 217 td. 1 skp. 2 fj. Og 2 alb.

Af handelen fremgår også, at Stenlille kirketiende pt. af Bonderups forrige ejer er bortfæstet til kromand Dyrlunds enke i Ugerløse for hendes levetid (hun døde i 1817), ligesom der er en ”overensstemmelse med en kongelig indbydelse” med en Peder Jensen Vanløse. Denne er antagelig ejeren af Fælledbjerggård, som blev den første selvejer i Stenmagle sogn.

Det fremgår også af skødet, at kirken nu ikke ejer jord (opr. Hartkorn 1 td. 2 skp. 1 fj. 2 alb.). Denne er solgt fra og betalingen 300 rigsdaler deponeret i kongens kasse til kirkeejeren. I 1934 gik de to kirker over til selveje.

Stenmagle kirkes tilblivelse
Selve kirkebygningen er opført engang i 1100-tallet, som mange kirker på egnen. Den er opført i romansk stil af rå og kløvede kampesten - en lille mørk sidebygning med tre små vinduer i hver side af skibet og med tre i koret, hvoraf det ene sidder der endnu.

Alt hvad der foregik i kirken, foregik på latin, og alle stod op til gudstjenesten. I 1400-tallet ændrer byggeskikken sig. Kirken har nok også trængt hårdt efter 200-300 års brug. Der blev nu bygget tre hvælv over skibet. Senere i århundredet er tilføjet sakristi med krydshvælv og et tårn, som blev bygget sammen med skibet ved en spidsbuet muråbning og selv tårnrummet forsynedes med et krydshvælv. Ca. 1500 får også koret et hvælv i stedet for de gamle bræddeloft og kirken får kamtakkede gavle. Antagelig samtidig er korbuen udvidet og gjort mere spidsbuet. Kirkens eneste inventar fra 1400-tallet er et røgelseskar, som har overlevet udrensningen ved overgangen fra katolicismen til den lutherske tro. Kirkens tilsynsprotokol noterer i 1881 et ønske om at: ”et istandsat røgelseskar kan anbringes et passende sted”, og i 1897: ”Det tillades at ophænge et i sakristiet henstående røgelseskar i oppudset tilstand i koret”. I 1917: ”Synet har intet at indvende imod at den gamle jernlysestage efter anmodning afgives til Nationalmuseet. Derimod bør røgelseskarret forblive ved kirken”. I 1929: ”Det gamle røgelseskar, der er forgyldt og hænger over døbefonten med installeret elektrisk lys bringes tilbage til sin oprindelige skikkelse ved Nationalmuseets bistand og ophænges i kirken således, at det ikke kan fjernes.”. Det kommer tilbage i 1931 i restaureret stand.

På korbuerundingen har der været kalkmalerier forestillende 1) St. Jørgen og dragen og 2) St. Erasmus martyrium. De blev i årene 1883 og 1886 afdækket og igen tildækket, da de var delvis stærkt medtagne.

I 1650 får kirken en ny døbefont af træ i bruskbarok og med apostelfigurer (måske lavet af en lokal håndværker). Til fonten hørte oprindelig en himmel (er den fjernet i 1862 eller i 1883? Tilsynsprotokollen viser det ikke). Den gamle granitdøbefont er i nyere tid fundet i præstegårdens have og står nu opstillet i Saxos celle på Sorø akademi.

Prædikestolens ældste dele er fra 1606 og med teksten: ”Kristus blev os visdom af Gud, retfærdighed, helliggørelse og forløsning”. Tillige står præstens navn (Hans Jensen Stougaard). I felterne ses de 4 evangelister. Himlen er urørt, men selve prædikestolen er ændret, bl.a. i 1916, hvor den blev sænket 9 tommer og i 1959 udførtes en ny trappe til prædikestolen og ”vangerne” fjernedes. De nuværende kirkebænke er fra 1862/63, men der ses rester af bænke fra 1625-1650. Sideskibet fik nye bænke i 1959.

Den oprindelige katolske altertavle blev 28. september 1592 udskiftet med en katekismustavle med latinske skriftsteder, anskaffet af den første forstander for den kgl. skole i Sorø, Chr. Makkabæus Alpinas. Den nuværende altertavle er fra 1865, malet af Chr. Dalsgaard og forestiller de to gravide kvinder Elisabeth og Maria. På sideskibets nordvæg hænger et krucifiks fra ca. 1520, oprindelig med gotiske farver, senere overmalet og nu restaureret. Det hængte indtil 1861 i korbuen, flyttedes så til sakristiets nordvæg, fra 1971 igen i korbuen og siden sidst i 1980-erne igen i sideskibet.

Degnestolen er fra 1533. På stolen ses to våbener tilhørende roskildebispen Rønnow og ærkedegnen ved Roskilde domkapitel, Gyldenstierne. Nogen nærmere forbindelse mellem de to våbener lader sig i øvrigt ikke påvise. Stolen har imidlertid været skilt ad og er blevet sat sammen på en anden måde. Den stod oprindelig oppe i koret, mens den nu står ned ved indgangen.

Kirken må i en årrække have været uden klokker, da den oprindelige klokke måtte afleveres ved klokkeskatten i 1528. Kirken fik en ny klokke i 1590 med teksten: ”Herrens ord bliver i evighed” (samt kirkeværgens navn: Jens Bendson, Niels Hainnssøn). Den anden klokke er fra 1614 og har teksten: ”Herre giv fred i vore dage, thi der er ingen anden, som vil stride for os end du, vor Gud”.

Ved kirkens nordside lå oprindelig en bygning af kvadratisk grundform på ca. 5 m. På bygnings nordside var der en dør, anbragt usymmetrisk, men ud for våbenhusets dør. (Var den et kapel eller blot en redskabsbygning)? Senere blev denne bygning meget skødesløst ombygget til en bredde af ca. 8,5 m og man gennembrød muren til skibet og dannede to store halvrunde bueåbninger. Ved denne lejlighed må skibets norddør være forsvundet. Kirken blev hovedistandsat i 1862/62 og bl.a. blev hele korets østvæg ommuret. Derved opstod ønsket om at gøre noget ved den nordlige tilbygning. Den blev i 1894 nedrevet og helt ombygget. Ved denne lejlighed fandt man en simpel kampestensgrav med et mandsskelet. Graven formodes at stamme fra før den nordre tilbygning, altså en grav på selve kirkegården.

Ved et kirkesyn i 1879 drøftedes placeringen af to kakkelovne - den ene ved tårnrummets nordvæg og den anden foresloges placeret ved korbuens væg oppe i koret ”dels for ikke at vansire kirken dels for ikke at berøve den for megen siddeplads”. Skorstenen vier, at den må være anbragt i skibets nordside op mod koret. I 1911 er der opstillet et ”varmeværk”. Det stod i våbenhuset afsondret ved en skillevæg fra dør til dør. Varmen gik under gulvet til en rist og retur gennem en rist øverst i våbenhuset. Ved fyringen kom der ofte røg og støv ud i kirkerummet, således at den ofte i disse år måtte hvidtes. I krigsårenes strenge vintre overnattede graveren ofte i fyrrummet, fordi der hele tiden skulle fyres for at få varme nok til om søndagen. Under første verdenskrig fyredes mest med tørv og stødbrænde (i 1918 således 150 td. Tørv og 10 rm. Stød). Fyret fungerede imidlertid bedst ved kul og i 1917 holdtes de fleste gudstjenester i missionshuset, der kun fordrede en femtedel til opvarmning. I 1954 gik kirken over til elektrisk opvarmning.

Menighedsrådets forhandlingsprotokol for 1923 skriver: ”Elektrisk lys i kirken. Ved listeombæring er indkommet 1.700 kr. Tillige er lovet 2½ lysekrone = 1.400 kr. (anonym giver) i alt 3.100 kr. Man enedes om, at der bør være 3 lysekroner i hovedskibet og 1 mindre i koret samt god belysning i sideskibet. Desuden bør der være to lamper ved orglet, 1 a 2 under orglet, 1 i sakristiet, 1 på prædikestolen, 1 i våbenhuset, 1 i fyrrummet og 1 over indgangsdøren. Samtidig indlægges elektrisk kraft til orglets bælg. Udgiften blev i alt 3.300 kr. med kablet”.

Særkalk. I 1921 blev der fremsat et ønske om indkøb af særkalke, men det blev afvist på et menighedsrådsmøde. Ved et menighedsrådsmøde i 1935 stemtes for indførelse af særkalke. Der blev indkøbt 50 Dagmarkalke samt to småborde til brug ved altergang. I 1959 opsættes en hylde til særkalkene langs alterskranken.

Orglet er fra 1861. Det blev bygget på et pulpitur, således at der var siddepladser under det. I 1888 bemærker synet, at orglet ”på dets nuværende plads ikke er i stand til at fylde kirkens rum” og det besluttedes at henstille til kirkeejeren at sænke orglet. Det vides ikke om det nogensinde skete. Orglet blev i 1917 repareret af orgelbygger Storup (for 2.248 kr. 04 øre). Orglet blev igen restaureret i 1974/75 af Fa. Husted og anbragt på gulvet - denne gang for en pris af 44.300 kr. + moms, samt for fjernelse af pulpituret ca. 50.000 kr.

Kirkegården ser meget anderledes ud i dag end for blot 100 år siden. I 1891 kræves at ”samtlige kirkegårdens træer underkastes beskæring”. I 1892 hedder det, ”at der udarbejdes en plan til omordning af parken”. Denne plan loves inden august 1893 og den skal indeholde ”et princip der vil blive at lægge til grund for den tilsigtede ordning under fornøden hensyn til lys, luft, murværk og skønhed, at bevare de gamle alléer….om forældede og fritliggende halve allé af valnøddetræer midt på kirkegården tilligemed den på modsatte side stående ufuldstændige beplantning af gamle lindetræer måtte give plads for en nyplantet allé helst af birk”. Den blev plantet i 1893 og i de følgende 5 år fældedes 19 store træer. Så forstår man bedre udtrykket ”park”. Det har næsten været en skov. I 1900 udskiftes birkealleen med rødtjørn. I de følgende 50 år fældedes mindst 22 store træer. Fra 1937 påbegyndtes atter en regulering af kirkegården og igen fra 1960-erne. De omtalte alleer var 1) en kastaniealle fra lågen til kirken. 2) En alle tværs på denne i retning øst-vest. På sydsiden af birketræer, på nordsiden af rødtjørn. 3) En alle fra kirkens kor og østpå.

Kirkegården blev udvidet i 1911. Et lighus blev bygget i 1908 efter at kirkesyndet mange gange lige siden 1876 havde gjort ihærdige forsøg å at skaffe penge til det. Ønsket om et ”nødtørftshus” optræder jævnligt ved synene. Det endte med en tilbygning til ligehuset med to toiletter og et ligge rum til redskaber i 1923. Da den gamle skole i 1923 blev solgt til graveren anvendtes dennes udhus til brændelsrum for kirken mod en symbolsk betaling. I 1935 viser fremsynet sig. Da fjernes bevoksningen syd for kirken - mellem kirkemuren og vejen - for at skaffe plads til parkerede biler. Ringmuren om kirkegården optræder ofte ved synet under ”mangler”. Den må næsten årligt repareres i mange år. I 1969/70 blev den endelig erstattet af en rødstensmur.

En moderne toilet- og redskabsbygning bygges nordvest for kirken i 1970. I 1979 fik kirkegården en fællesgrav ved den nordre kirkegårdsmur.

Som et af resultaterne af lægmandsbevægelsen blev kirken grundigt restaureret i 1862/63. Kirken fik nye smedejernsvinduer, murene blev rensede og koret blev næsten ombygget. Der kom tillige nye stole. I 1861 fik kirken et orgel, som er blevet hovedrestaureret i 1975. Bonderup gods ejede en del jord i Vanløse, og en del af ejerne følte sig knyttet til Stenmagle kirke - også før Bonderup blev ejer af kirken.
I en præsteindberetning fra 1755 nævnes, at der står to kister i sakristiet. Familien Erik Jacobsen Eilers ejede Bonderup i årene 1699-1711. Det var to af deres børn, der lå i de to kister:
1. Erik Jacob Eilers født 12. april 1693 og død 3. februar 1705. Kisten var betrukket med sort læder.
2. Birgitte Christine Eilers født 1. maj og død samme år den 24. september 170… Tekst på kisten: ”Hendes dage her på jorden har været få og onde, at hendes liv i himlen kunne være og vare desto bedre og længere.

Den næste ejer af Bonderup var justitsråd Jacob Hiort (1711-1717). Han byggede et stort mørkt malet pulpitur (galleri) for sig selv og sin familie lige overfor prædikestolen. Det er blev fjernet mellem to visitatser af Mynster i årene 1837 og 1845. Denne skriver, at det pyntede, at det kom væk.

Efter reformationens indførelse i 1536 skiftede man fra katolsk tro til luthersk, men præsterne var de samme. Det var bygninger og messeklæder også. Degnen sang stadig på latin, men bøn- og skriftlæsning lød på dansk, og man havde lov til at synge med på de danske salmer, som efterhånden kom. Prædiken var det, vi i dag kalder bibellæsning, og evangeliet blev forklaret stykke for stykke. Efter gudstjenesten skulle der gives undervisning i kristendom og gennemgang af katekismen. Degnen skulle besørge denne undervisning for sognets unge (P. Severinsen i Hist. Årb. F. S.a. bd. 24 s. 49 og Johs. C. Jessen: V. og Ø. Flakkebjerg Herreders skolehistorie).

Om præsterne gennem tiderne i Stenmagle kirke
I tiden indtil 1576 kender vi kun meget sporadisk til, hvilke præster, der har været. Medens sognet tilhørte klosteret i Sorø havde dette ikke samtidig kaldsretten til sognekirken. Denne blev ikke, som ved de fleste kirke heromkring passet af munke, der indfandt sig fra klosteret i ny og næ, men kirken havde en præst ansat af Roskilde Bispestol.
I forbindelse med den tragiske episode omkring kampen mellem bispestolen og klosteret sidst i 1400-tallet får vi navnene på et par af præsterne, men ikke meget om deres virke. I øvrigt er oplysninger ifølge forligsforhandlingerne meget modstridende. Fra 1576 kendes præsteindberetninger, som kan give grundlag for en større viden om, hvordan kirkeforholdene var.
I 1576 hed præsten Christoffer Svendsen. Han bliver dømt på livet for mord på sin første hustru. Den anden hustru for i 1581 lov til at gifte sig igen. I de følgende århundreder eksisterer navnene og næsten alle årstallene på sognets præster. Der er imidlertid kun ved nogle få af dem oplysninger om deres person eller deres virke. I 1722-41 hedder sognepræsten Josef Laursen Aagaard. Da han lider af sindssyge finder han sig en medhjælper, ”en gammel karl og skikkelig student”, Lefret Rhode. Denne kasseres af biskoppen. Senere får Aagaard Nicolaus Holmius som kapellan.
Denne skriver: ”Jeg er kommet her og har Fanden at drages med, ikke alene i Præsten, som nogenlunde holdes indenfor sine Grænser …, men endog i Degnen (Mads Dorph) og Substitutten (Benjamin Laursen Aagaard, Præstens Broder), som er studsige og selvraadige”. En søndag gik det helt forvirret til. Aagaard overfaldt Holmius udenfor Kirken, Dorph forstyrrede ham idelig i Gudstjenesten, og Benjamin, der vilde prædike, knælede paa Bedeskammelen. Ved alt dette blev ”jeg (Holmius) saa altereret og fik så ondt, at jeg slingrede og ravede… I kirken skete synderlig Tumult og stor Forargelse. Det kommer mig for, har Fanden sit Kapel, hvor Gud har set Tempel, er jeg i Kapellet, men ønsker at entlediges derfra”.

Holmius afløstes snart af Niels Chrystalsin, som meget bedre forstod at gøre sig gældende. Ved en visitats i 1739 er der orden i mange ting. Det hedder således: ”Capellanen prædikede over 1. Cor: 3 v: 10-11 opbyggeligt og smukt. Menigheden kom ikke frem til den tid, som var tillyst, men samledes langsomt, derfor blev ikke Tid at lade de andre cathechisere, men jeg selv alene prøved Ungdommen, som fandtes ret skikkelig, smukkest af alle paa denne Rejse hidindtil; vidste at svare af deres Begreb, uden at følge Bogens Ord; viiste Lyst til at lære og give Agt paa; altsaa kunde mærkes, at de har faaet nogen Smag af den bogstavelige Kundskab. Der var intet at klage. Der var Schole i Hoved Sognet, men ingen i Annexet. Hovedkirken ei god Stand, men Bønderne af Annexet klagede, at deres Klokke ikke duede. Jeg rejste da selv til Annexet og fandt, at den var brusten, og fast uden Lyd, hvorom blev skrevet til Provsten.

I 1742 blev der oprettet en stilling som skoleholder i Stenlille og Jørgen Lind fik stillingen. Hverken i Stenmagle eller i Stenlille blev degnen altså skoleholder. Degnen i Stenlille var bror til den sindssyge præst i Stenmagle, og han var ikke nem at omgås. Den nye præst fra 1741, Søren Wiccardt, havde åbenbart nok i sit eget og han tager sig ikke af striden mellem skoleholderen og degnen i Stenlille, som har ”indrettet sig med en gammel mand, ”min tjener””. Striden havde bl.a. noget med aflønningen at gøre. Både præst, degn og skoleholder fik ”offer” i kirken, som en del af deres løn, men degnen tog sin ”medhjælper” med ind i kirken og stillede ham ved sin side, så der ikke blev noget til skoleholderen. Ved en visitats i 1749 siges om præsten: ”Han viser stor vankundighed i embedet”. Han får en kapellan (Grüner), og denne kommer hurtigt i stor uenighed med degnen i Stenlille. S. 122 hedder det: ”Kapellan Grüner og Aagaard kom ved en Trolovelse St. Hansdag 1755 i en hæftig Ordstrid, der endte med, at Grüner erklærede Aagaard for uegnet til Degn, fordi han var døv”. ”Er jeg døv, saa er I blind og ikke kan se at komme Vand på Børnene, når I døber dem, som ofte er sket,” skød Degnen igen. Det trak op til en Retssag. Aagaard skaffede sig skriftlig Erklæring fra en Gudmøder, der ”aldrig saa, at der kom nogen Taar Vand paa Barnets Hoved, hvoraf jeg blev saa forskrækket, at jeg ej turde tale derom formedest Rebelleri i Kirken”. Det ses ikke, hvorledes denne Sag faldt ud. Men Aagaard undlod ikke ved enhver lejlighed ”at forvirre og alterere” baade Wiccardt og Grüner ved ”Slag og Stød, arrige Grimacer, spodske Miner, Opsætsighed og andet sligt paa en hemmelig Maade, saa man ikke kunde komme ham til Livs”. Aagaard maatte dog nu holde Medhjælper, først Student Gabriel Falck, der hurtigt forlod ham, da han kun tilbød en aarlig Løn af 8 Sld. + ½ Offer, saa Skoleholder Peder Mørck, en meget forsømmelig Mand, der drak som en Svamp, og af Amtmanden betegnedes som lige saa daarlig til Tjenesten som Degnen selv”.

I hele 1600-tallet og 1700-tallet har lokalsamfundet haft to personer, som en slags øvrighed - præsten og degnen- I perioder kan det måske nok diskuteres, hvem der har øvet størst indflydelse på godt og mindre godt. Jessen beskriver i V. og Ø. Flakkebjerg herreders hist. Følgende om degnen og dennes arbejde: Degnekaldet var gejstligt, og Degnen var Klokker, Graver, Ringer, Kordegn og Kateket. Foruden at assistere ved Gudstjenesterne og de kirkelige Handlinger paa Søn-, Hellig- og Hverdage (herunder ved Lørdags Skriftemaal) skulde han katekisere med Ungdommen paa Kirkegulvet, ombære Tavlen i Kirken, føre Tillysnings- og Kirkebog, udfærdige Mandtalslister, Afgangs- og Tilgangslister, tegne Altergæster, besørge Kirkeurets Optrækning, Holde Kirken i orden, tilse og frede Kirkegaarden, ombære Kollektbøger, føre Fattigregnskabet, holde Auktion over Fattiges Efterladenskaber, skrive Testamente ved Ligprædiken, ringe med Klokkerne, maaske hjælpe Præsten med Tienderegnskabet og tælle (Negene paa Marken), under Præstens Forfald holde Søndags Prædiken, gaa med Provstetasken og holde Bylæsning, nemlig 1 Gang ugentlig i hver af Pastoratets Byer ”læse” med Ungdommen. Denne Læsning, som foregik paa Omgang i Bøndergaardene, var dog ingenlunde en Undervisning i Skolefag, end ikke i Boglæsning. Den var nærmest møntet paa den voksne Ungdom og bestod kun i Katekisationer, det vil sige Samtaler eller rettere Opremsninger Katekismus og Fremplapren af Lærebogsstof. Degnen kunde støbe Vokslys, ligesom han i det Hele var en vellærd Mand, der forbedrede Embedet ved at sætte Takster paa de forskellige Salmer samt paa fint Sand og slet og ret Jord til at kaste paa den Døde ved Jordefærd. Men han havde jo ogsaa lært Latin, som hjælper et Menneske meget udi alle Forretninger. Man forstaar, at Degnens Pligter var mangfoldige. Naar han nu ogsaa skulde passe sin Avling, ikke sjælden en lille Gaard, kunde en samvittighedsfuld Mand - og saadanne fandtes naturligvis - have nok at gøre, navnlig, naar der var Anneks til Pastoratet.

I de få beskrivelser som er tilgængelige om den tids kirkeforhold kan man undre sig over Guds tjeneres optræden, men må samtidig tænke på, at tonen blandt al folket var anderledes end i vore dage.
Wiccardt, (1741-1760) er ikke megen hjælp til i de forsømte sogn. Han interesserer sig ikke for sognet og megen uro foregik mellem degnen og skoleholderen i Stenmagle og Stenlille (Stenlilles degn er bror til forrige præst, Aagaard). (Læs mere om dette i Alsted og Ringsted herreders skolehistorie s. 117-120). Præsten har i de sidste 10 år hjælpepræster. Der står intet om årsagen, men noget tyder på at det er både økonomiske og personlige årsager. Der står følgende (Wiberg): ”Han døde i stor armod”.

Den næste præst er N.N. Brorson (1760-1788) en svagelig mand, men han var dog i Stenmagle i 28 år. Han var en brorsøn af Hans A. Brorson (Se også under handelen mellem Schack og Ledreborg gods). Fra 1797-1803 har byen igen en syg præst, (Mads Bergenhammer Sommer), som lige før sin død tilintetgjorde kirkebogen for årene 1775-97 i ”sindsforvirring”.

Fra 1828(-49) får Stenmagle endelig en præst som retter op på 100 års ringe kirkeforhold. I Dansk præstehistorie skriver Nedergaard: ”Pastor Bendtsen var i sine velmagtsdage en kraftfuld præst, og kirkegangen var god”.
Ved en visitats d. 11. juli 1837 skriver biskop Mynster: ”Kirken tilhører Sorø Akademie, er ikke smuk, i den gamle Stiil med et stort mørknende Pulpitur (fra Bonderup), temmelig stor, ret vel vedligeholdt, men kunde trænge til en Omdannelse. Sognepræsten Bendtsen prædike. En simpel, men meget fornuftig og god Prædiken; sunde Tanker i et reent Sprog. Foredraget frit, kraftfuldt, baade med Alvor og Hiertelighed. Han katechiserede også meget godt. En talrig Forsamling var tilstede, og Ungdommen svarede meget godt, med Færdighed og temmelig god Eftertanke. - Sognepræsten katechiserer jævnlig. (1845: Den 22de Julii visiterede jeg 2den Gang i Steenmagle Kirke. Kirken har misete sit Pulpitur, og er nu en smuk Kirke. Kun Kirkegaarden i slet Stand. Spr. Bendtsen er nu sløv, prædiker vel jævnlig, men har faaet personlig Capellan på eget Ansvar, Lehn. Denne prædikede trivielt og superficielt, men dog taaleligt for en Begynder; Foredraget frit og ret godt, men med nogle uheldige Pauser. Katechisationen ikke synderlig. Der var mange Mennesker i Kirken, og Piger i stort Antal, men af Karle neppe 1/3 Deel af dem, der skulde være. Herom blev mundtlig i Kirken og skrivtlig advaret. Ungdommen svarede i Øvrigt meget godt, kun syntes Boglæsningen ikke roesværdig). Embedsbøgerne i særdeles god orden”.
Efterfølgeren (Francke), (1849-63), var konrektor i Flensborg og han måtte i 1848 flygte. Han talte dårligt dansk, men da han i øvrigt ikke gjorde noget for sognet, fik han ingen medlidenhed. Han forsømte sognet og sad meget hjemme og spillede kort. Fra 1858 blev han tvunget til at have hjælpepræst, Clausen (1858-63). Nedergaard skriver: Da Johs. Clausen blev indsat, var der en mand, som saa paa den lille blege kapellan og udbrød: ”Det lille skidt, det bliver nok ikke bedre end det, vi har haft”. Men det gik anderledes. De hidtil tomme kirker fyldtes hver søndag. Clausen havde været gennem svære kriser, nervesygdom og sorger, han havde nyligt oplevet Søren Kierkegaards hvasse angreb paa statskirken og Kierkegaards begravelse, hvor der blev raabt: ”Ned med præsterne”. Under sine anfægtelser havde han søgt hjælp hos sin ven, Velhelm Beck, som var kapellan i Ubby. I sit hjem fandt Clausen ikke forstaaelse. Samtaler med og breve fra Beck hjalp ham; de to blev vækkelsesprædikanter, som satte varige spor i Vest- og Midtsjælland, og begge disse præstesønner havde i deres hjem savnet troens varme. Trods Franckes forsømmelighed var jordbunden beredt for Clausen. Flere ikke-folkekirkelige trossamfund havde gennempløjet den. Især baptisterne, der havde en kirkesal i Vandløse, Stenmagle sogn. Man kan ikke faa et paalideligt billede af den aandelige udvikling her uden at minde om baptisternes arbejde. De kom hertil i 40’erne, og en af de ældste danske baptistmenigheder findes her. Frimenighedspræst Frunnet havde også virket, men der var rivninger mellem de forskellige kredse.
Clausen samledes store skarer, og baptisterne indbød ham til et møde. Han lovede at komme paa betingelse af, at man ikke skulle trættes om barnedaaben. En baptistisk leder fra København blev tilkaldt, og man begyndte at angribe barnedaaben. Clausen blev vred: ”I holder ikke eders ord”. Så gik han. Nar baptisterne holdt møde i én gaard, holdt Clausen møde i en gaard ved siden af. Han ville bekæmpe de ikke-folkekirkelige ved at styrke de folkekirkelige. Han fik dannet et ”folkekirkeligt samfund”, og baptismens fremgang standsedes. Vilhelm Beck støttede ham trofast. De besøgte jævnligt hinanden og prædikede i hinandens kirker. Clausen var den af de to, som først fik forbindelse med Indre Mission. Samarbejdet mellem Beck og Clausen fik afgørende betydning for dannelsen af Kirkelig forening for Indre Mission. Menigheden i Stenmagle sogn havde et mørkere, mere pietistisk præg end i Ubby.
Som det ses fik Clausen meget stor betydning for menighedslivet i disse begivenhedsrige år med pietismens tilbagegang og i brydninger mellem indre mission og baptismen. Der blev gjort flere forsøg på at danne en kirkelig forening for indre mission. Manden, der førte lægmandsbevægelsen ind i folkekirken, blev Vilhelm Beck. ”Kirkelig forening for Indre Mission” blev dannet i Skolegården til Stenlille skole den 13. september 1861, hvor Beck prædikede over teksten om Peters fiskedræt. Det var ikke et let arbejde, da lægmandsbevægelsen mange steder blev modarbejdet af præsterne. Efterfølgeren i Stenmagle præstegård var den højkirkelige og konservative Møller. Med præstegården som udgangspunkt levedes et kulturpræget og fornøjeligt liv til glæde for sognet. (En søn blev senere biskop i Aalborg).

Møllers efterfølger, Henning Jensen (1879-85), var foruden at være præst, foredragsholder, folketingsmand, udgiver af ugebladet ”Enhver sit”. Religiøst var han først knyttet til Indre Mission, senere grundtvigianer og siden optaget af den tranbergske vækkelse. Han forsøgte en grundtvigsk vækkelse i Stenmagle uden held. Han blev afskediget af Estrup for udtalelser om det danske styre, uden biskoppens vidende.

Efterfølgeren, Nyeborg (1885-1914) kom til at sætte sit præg på sognet. Han var venner med bl.a. Vilhelm Beck. Han blev gift 3. gang i Stenmagle efter at hans to første hustruer var døde. Kirkelivet og troslivet blomstrede på egen. Selv om Nyeborg kunne møde modstand var han den selvskrevne leder. Han prædiken var kraftig, der stod gnister af hans forkyndelse, der på ingen måde var blødsøden i sine midler. Prædikenen var påvirket af Vilhelm Beck.
Præstegården , hvor han fik sat skik på både gård og have, var ramme om utallige aktiviteter, især indtil missionshuset blev bygget i 1894. Ved aftenmøderne var stuerne fulde af tilhørere. I præstegården levede præstefolkene et hyggeligt liv blandt mange. Konfirmanderne omfattede Nyeborg med rørende kærlighed, som blev gengældt. Fra 1880 og til sin død var han i Indre Missions bestyrelsen. I 1880 havde Nyeborg et møde med missionærerne (lægmandsmissionen), hvor der blev skabt en forståelse, som siden har vist sig at være til stor styrkelse af kirken. Missionsugerne var et væsentligt led i Nyeborgs arbejde. Ved IM’s 25-årsfest var der til eksempel 2.000 mennesker i Stenmagle præstegård, og Nyeborg havde altid fulde kirker i de år, han var i Stenmagle. Der byggedes mange missionshuse på egnen i disse år. I Skuerup i 1896, i Stenmagle i 1894 og i Stenlille i 1913, i god forståelse med pastor Nyeborg.

Filip Beck (1914-34) og Buckhave (1935-59) fortsatte Nyeborgs arbejde, men der blev med tiden mere stille om Indre Mission. Et stort arbejde udførtes af bl.a. indremissionær Jakob Larsen (død 1939), født i Tjørntved, men som boede i Stenmagle huse (på Sorøvej) de meste af sin tid. Midtsjællands baptistmenighed blev dannet den 3. maj 1857. I årene forinden holdt menigheden til i private hjem, indtil kapellet på Vanløse Mark blev bygget i 1853 som et almindeligt beboelseshus. Dåbshandlingen foregik i Gyrstinge sø. Vanløse kapel blev ombygget i 1907. Nyrup kirke blev indviet den 3. oktober 1909. I 1973 blev der bygget ungdomslokaler i tilknytning til kirken. Menigheden har tillige kapeller i Skee og i Ugerløse.

I de sidste 100 år har de to strømning, Indre Mission og baptismen, begge deltaget til berigelse for egnens kulturelle liv og arbejde. En af hovedkræfterne i baptismen var skræddermester Niels Petersen, og det var også ham, der stod bag byggeriet af Nyrup kirke på den tidligere gårdsplads til Nyrupgården.
Den Danske Folkekirke i Stenlille og Stenmagle sogne - Sognepræst Maria Hjort - Tlf. 5780 4054