Hvad gør jeg? / Ved begravelse/bisættelse / At sige verden ret farvel

 

Kirkebladet er på nettet
- læs det her -

At sige verden ret farvel

Temaartikel af Kirsten Fogsgaard, bragt i kirkebladet september/oktober/november 2007
I Davids salme 90 står der i vers 10:
 
»Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort.«
 
I de ord ligger den sandhed om vores liv, at vi skal miste det. Vi fødes, vi lever, og vi dør. Det er vores skæbne og lod. På sin vis sætter døden livet i relief. Hver eneste dag vi får givet, er dyrebar og ikke en eneste dag, ikke et øjeblik vender tilbage i vores liv. Tiden er et linjestykke, der er en begyndelse, en historie og en afslutning. Blichers novelle: »Brudstykker af en landsbydegns dagbog« slutter med et citat fra en anden af Davids salmer, nemlig salme103, hvor der står:
 
»Anlangendes et Menneske, hans Dage er som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Vejret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed.«
 
Her er menneskets liv netop set i dette tidsperspektiv. Novellen handler i høj grad om død og forgængelighed. Men imod alt det forgængelige sætter forfatteren det evige, som ikke er noget, mennesket råder over. Stærkere end alt, hvad der skal gå til grunde, mener han altså, med citatet fra Davidssalmen, er dét, som varer fra evighed til evighed, Guds barmhjertighed. Det er, hvad vi tror på som kristne, at vi efter døden er i den magts hånd, som skabte os, og hvis sandhed alene er den barmhjertighed, der varer fra evighed til evighed, når alt andet går til grunde med tiden.
 

Begravelsestalen

Med denne indledning til temaet begravelse, er jeg allerede godt i gang med begravelsestalen. Denne tale bygger på et møde, en samtale, med de pårørende. Udover at aftale praktiske ting, så er denne samtale vigtig for begge parter: de, der har mistet en af deres kære, har brug for at sætte ord på sorgen og tabet, mens præsten ved at lytte har mulighed for at sætte sig ind i netop det menneskes liv og i netop den families situation. I løbet af samtalen kommer der oftest et billede frem af den afdøde, som præsten kan bruge i sin tale. Men at samtale om døden handler også om at formidle trøst, tro og håb, sådan som begravelsestalen også må gøre det. Talen i kirken har en bibeltekst som udgangspunkt. Davids salmer fra Det gamle Testamente er meget oplagte; skønt de er ældgamle tekster, så rammer de meget præcist en moderne tilværelsesforståelse. Davids salmer er realistiske med hensyn til menneskelivets forgængelighed, samtidig bringer de håb. Der er adskillige anvendelige tekster i Det gamle Testamente; i Det nye Testamente lægges opstandelsestroen til og f.eks. mange af Paulus’ breve handler om dette: at Kristus opstod fra døde, og som der står i Romerbrevet: »Er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.« Påskeevangeliet læses gerne som en selvstændig tekst i forløbet. Begravelsestalen indeholder både forkyndelse og en mere personlig tale (Vita) om det liv, der nu er levet til ende.
 

Ritualet

Den kirkelige bisættelse/begravelse har en stor folkelig forankring og selvfølgelighed. Der er et fast ritual, og netop dette kan være en stor befrielse for de efterladte, at man ikke selv skal til at »opfinde« de ydre former. I Ritualbogen anføres to begravelsesordninger, som er vejledende. Kun ritualet i forbindelse med jordpåkastelsen er bindende. Der er altså stor frihed inden for kirkens rammer. Den mest almindelige form er bygget op over 3 salmer, tale, bøn, tekstlæsning, jordpåkastelse. Drejer det sig om en bisættelse, fi nder jordpåkastelsen sted i kirken (eller kapellet); er det en begravelse, finder jordpåkastelsen sted ved graven.
 

Det praktiske

Når et dødsfald har fundet sted, kontakter den nærmeste familie præsten i bopælssognet. Der aftales tid og sted for handlingen, og man bliver enige om en samtale. Bedemanden ordner alt det praktiske, incl. papirarbejde. Dødsanmeldelsen underskrives og videregives af bedemanden til præsten, som skal godkende og registrere dødsfaldet i kirkebogen. Hos bedemanden får de pårørende god vejledning, og der aftales nærmere vedrørende bisættelsen/begravelsen. Der kan være mange ting, man er usikker overfor som pårørende; mange af disse spørgsmål falder på plads ved samtalen med bedemanden. Alle er indstillet på, at dette sidste farvel til et menneske, man holder af, skal være værdigt, og man prøver så vidt muligt at følge afdødes og pårørendes ønsker.
 

Salmer

Den danske salmebog er rig på salmer, der beskriver menneskelivet, døden og håbet. Af og til har pårørende ønsker om andre sange, f.eks. fra Højskolesangbogen. Det er noget, man taler med præsten om (som hovedregel er det dog Den Danske Salmebog, der anvendes). Der kan ligeledes være ønsker om soloer eller et bestemt stykke musik til præ-eller postludium. Overskriften til denne temaartikel, stammer fra en af Grundtvigs salmer ( Nr. 538 i salmebogen). Salmen bekender, hvordan vi hænger ved livet og gruer for døden, døden med sin »istaphånd«. Samtidig er salmen fuld af håb, og i det sidste vers står der: »Indslumre skal jeg da med lyst, som barnet ved sin moders bryst, i dine frelserarme.« Grundtvig er overbevist om, at vi efter døden er i gode hænder. Og det er i og for sig alt, hvad der er at sige.
Den Danske Folkekirke i Stenlille og Stenmagle sogne - Sognepræst Maria Hjort - Tlf. 5780 4054