Kirkebladet er på nettet
- læs det her -

Ved dåben får det lille barn en gave

Temaartikel af Maria Hjort fra kirkebladet januar/februar 2007

Dåben – et sakramente

Dåben er et af de to sakramenter, som vi har i vores Luthersk-evangeliske kirke. Det som på dansk hedder Folkekirken. Et sakramente betyder »en hellig handling«, som er indstiftet af Jesus Kristus. Og i vores kirke betragter vi dåben og nadveren som sakramenter. Dåben har eksisteret siden Jesus levede og er praktiseret lige siden – først som voksendåb – siden som barnedåb. Handlingen er indstiftet af Jesus, og vi gentager den stadig, fordi vi er blevet opfordret til det. Den katolske kirke har 7 sakramenter (dåb, firmelse, nadver, bod, sidste olie, ordination og ægteskab). Dåben er tit det første møde med kirken for et lille barn. Langt de fleste bliver nemlig døbt inden for de første 6 måneder – som samtidig er fristen for at navngive sit barn i Danmark. Voksendåb kalder man den dåb, hvor personen selv går til dåben, med sin egen tro på Jesus Kristus og selv kan svare ja til trosbekendelsen, som altid lyder ved en dåb.
 

Faddere

Ved en barnedåb er det forældrene, der beslutter, at deres barn skal døbes, og de svarer eller udpeger en fadder til at svare på barnets vegne. Faddere er de mennesker, som forældrene vælger skal knytte et særlig bånd til barnet. Der skal vælges mellem tre og fem faddere. (Det er kun, hvis man er kongelig, at man har otte af slagsen!). For at kunne blive fadder, skal man selv være døbt med den kristne dåb. En fadder har to funktioner: At være vidne på, at dåben virkelig har fundet sted, og at have en opgave over for det lille barn – nemlig at fortælle om kristendommen og Gud, hvis forældrene skulle dø inden konfirmationsalderen, hvor det anser barnet for at være en »oplært kristen«. Rent praktisk betyder det, at dem, der bliver valgt til at stå faddere til det lille barn skal give sig til kende overfor barnet. De skal lære barnet hvad omsorg, kærlighed og tillid er. Faddernes opgave er altså en synlighed som udgangspunkt – så vejen til dem er naturlig for barnet, hvis forældrene pludselig ikke er der længere. Opgaven forældrene påtager sig, når de får deres barn døbt – nemlig at opdrage barnet i den kristne tro – overtager fadderne i tilfælde af manglende forældre.
 

Ja tak til Gud

I dåben siger barnet/den voksne ja til trosbekendelsen. Ja til vores Gud. Siger offentligt: »Jeg tror Gud findes, og jeg vil gerne tilhøre ham«. Nu tror de fleste mennesker ikke, at der sker en ændring som sådan ved dåben – men det gør der. Selvfølgelig var barnet Guds barn, inden det kom til dåben, for vi tror på en Skaber- Gud. Idet vi er født/skabt, tilhører vi allerede Gud. Men ved dåben er vi selv aktive. Vi har ikke bare »fået en Gud på nakken«, vi tager selv imod, og siger selv ja tak til ham. Og det gør en stor forskel, at vi selv tager imod. Dåben kan aldrig tages fra en. Man kan melde sig ud af folkekirken – holde op med at tro på Gud – eller bare være ligeglad - men døbt vil man altid være. I vores folkekirke kan man kun blive døbt én gang i livet. Og fordi dåben varer hele livet – så kommer vi også herfra som døbte. Det er den samme lovprisning, der lyder ved dåben som ved begravelsen. Dåben er tit blevet beskrevet som en »ny fødsel«, og i gamle dage talte man om, at man »druknede« barnet i døbefonten. Man dykkede det helt under vandet tre gange for at drukne det gamle liv/legeme, for at det kunne blive født på ny med dåben og blive iklædt sit et nyt liv/krop, der var vasket ren for al synd og skam. Og udtrykket – at føle sig som en genfødt – eller født på ny – stammer også herfra.
 

Tro, håb og kærlighed

Ved dåben får det lille barn en gave: Tro, håb og kærlighed. Selvfølgelig kan det lyde som tre ord kun – men det er det ikke. Barnet får knyttet sit liv til en bestemt tro – og en retning at styre sit liv mod, nemlig til vores kristne Gud. Håbet er det håb, at Gud altid fremover vil være med os – både de dage, hvor det hele er glædeligt, og når dagen eller livet går i sort. Håbet er, at vi aldrig skal være alene mere. Kærligheden er dels den kærlighed, som Gud har til os. Vi bliver bevidste om den kærlighed, vi som døbte og dermed kristne er pålagt at bruge over for de mennesker vi møder i vores liv. Det er det man kalder for næstekærligheden. Ud over gaven, får barnet også et smykke ved dåben. Smykket er de to kors præsten tegner for den døbtes ansigt og bryst. Det smykke kan ikke vaskes af og er et symbol på, at vi tilhører Gud, vor Herre Jesus Kristus. Det er ligesom, når nogle bærer et forbogstav for deres kærestes navn om halsen, som et tegn på deres kærlighed. Når barnet er døbt i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn og har modtaget håndspålæggelsen, beder man altid et fadervor. Det er den bøn, som forældrene også skal lære det lille barn, så det kan folde sine hænder og be’ til sin Gud resten af livet, når det har brug for det. I dåben bliver vi kristne og kommer til at tilhøre kirken, men selvfølgelig skal der mere til. Når man er døbt har man krav på at lære sin Gud at kende. Det er forældrenes opgave i opdragelse, men kirken tilbyder også hjælp hertil som fx minikonfirmandundervisning for 3. klasse og børnegudstjenester i kirken. I 7. klasse får man tilbudet om at bekræfte sin dåb ved konfirmationen.
Den Danske Folkekirke i Stenlille og Stenmagle sogne - Sognepræst Maria Hjort - Tlf. 5780 4054